Sagen angik, om sagsøgeren med rette var blevet opkrævet registreringsafgift af et ukrainsk indregistreret køretøj. Det var ubestridt, at sagsøgeren havde bopæl i Danmark og Ukraine, og at der således forelå dobbeltdomicil. Spørgsmålet var, om sagsøgeren på standsningstidspunktet i april 2017 var hjemmehørende i Danmark eller Ukraine. Retten fandt efter en samlet vurdering af sagens forhold, at sagsøgeren havde godtgjort, at han var hjemmehørende i Ukraine. Retten lagde til grund, at sagsøgeren på standsningstidspunktet havde en ukrainsk kæreste, som han boede sammen med i Ukraine, og at han havde opholdt sig i Ukraine det meste af tiden i 2016 og 2017. Retten lagde endvidere til grund, at han havde sine primære indtægter fra sine virksomheder i Ukraine.

Sagen angik, om det var berettiget, at Motorstyrelsen i medfør af registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 3, havde foretaget en reduktion på 15 pct. af den beregnede ’eksportgodtgørelse’ for tre brugte køretøjer, som sagsøgeren havde udført. Sagsøgeren gjorde gældende, at reglen om reduktion af godtgørelsen strider mod EU-retten.

Med henvisning til Højesterets dom i U. 2016.3701 H og EU-Domstolens dom i sag C-676/21, Veronsaajien oikeudenvalvontayksikkö, fastslog retten, at reglen i § 7 b, stk. 3, ikke er i strid med EU-retten. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

A og B, der var anført som formand og næstformand i "Foreningen F", og som sammen med en anført kasserer i F havde fuldmagt til to konti registreret til F, var hver blevet beskattet af en tredjedel af indsætningerne på de to konti.

Med henvisning til kriterierne opstillet i administrativ praksis fandt byretten efter en konkret vurdering, at F ikke havde karakter af en forening i juridisk forstand, og at sammenslutningen ikke udgjorde et selvstændigt skattesubjekt efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, 1. pkt.

Efter at have tilsidesat A’s og B’s forklaringer om, at de ikke havde kendskab til den ene konto registreret til F, udtalte byretten, at A og B under de foreliggende omstændigheder, herunder at A og B havde haft rådighed over kontiene registreret til F, skulle anses for indkomstmodtagere af indbetalingerne på kontiene, medmindre de under henvisning til objektive kendsgerninger kunne bevise, at pengene stammede fra midler, der allerede var beskattet eller var undtaget fra beskatning.

Da A og B ikke havde ført et sådant bevis, gav byretten Skatteministeriet medhold i, at de sagsøgte var skattepligtige af indsætningerne på kontiene registreret til F.

Under henvisning til den statuerede skattepligt og Skatteministeriets synspunkter gav byretten også ministeriet medhold i, at der var grundlag for ekstraordinær ansættelse af de sagsøgtes skatteansættelser efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Da byretten heller ikke fandt grundlag for at hjemvise sagen, fik Skatteministeriet medhold, og Skatteankenævnets forudgående afgørelser (19-0024718 og 19-0025375) blev dermed ændret.

Under B’s efterfølgende anke af byrettens dom tiltrådte landsretten byrettens begrundelse og resultat. Landsretten tiltrådte herunder - i mangel af mere sikre holdepunkter for andet - at der i forhold til de samlede indsætninger på de to konti registreret til F og dermed opgørelsen af de skattepligtige beløb var sket en ligelig fordeling mellem B, A samt den anførte kasserer, der alle havde fuldmagt til og dermed rådighed over kontiene.

Sagen angik, om skatteyderne skulle beskattes af værdien af udgifter, der i det væsentlige angik frokost- og middagsarrangementer, der blev afholdt af skatteydernes selskab, hvori de også var ansatte, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c, og ligningslovens § 16. 

Frokost- og middagsarrangementerne fandt sted i en forening, hvor skatteyderne var medlemmer. Skatteyderne gjorde gældende, at deres deltagelse i frokost- og middagsarrangementerne var erhvervsmæssigt begrundede, idet de under arrangementerne havde udøvet kundeopsøgende aktiviteter og kundepleje med henblik på mersalg. 

Landsretten stadfæstede byrettens dom (SKM2022.490.BR), hvor Skatteministeriet fik medhold i, at selskabets afholdelse af udgifterne udgjorde yderligere løn for skatteyderne. Landsretten tiltrådte således efter en samlet vurdering, herunder det oplyste om foreningens formål og aktiviteter sammenholdt med oplysningerne om karakteren af de enkelte udgiftsposter, at skatteyderne ikke havde godtgjort en sådan direkte sammenhæng mellem disse udgifter og selskabets indkomsterhvervelse, at udgifterne udgjorde erhvervsmæssige udgifter.

Landsretten stadfæstede på den baggrund byrettens frifindende dom. 

Sagen angik, om en bil, der blev stillet til sagsøgerens private rådighed af dennes arbejdsgiver, var blevet anskaffet af arbejdsgiveren før eller efter tre år efter den første indregistrering, idet dette havde betydning for opgørelsen af beskatningsgrundlaget for fri bil. 

Samme dag som bilens første indregistrering havde arbejdsgiveren indgået en aftale om leasing af bilen, som løb i en periode på 36 måneder. Arbejdsgiveren og leasingselskabet indgik samtidig en aftale om en såkaldt tilbagekøbsgaranti, hvor det fremgik, at ejendomsrettens til bilen overgik, når købesummen var fuldt ud betalt. Arbejdsgiveren betalte købesummen til leasingselskabet 14 dage inden leasingaftalens udløb.     

Retten fandt, at bilen var anskaffet af arbejdsgiveren på tidspunktet for betalingen af købesummen, og at bilen derfor blev overdraget mindre end 3 år efter den første indregistrering. At der var betalt leasingafgift for en periode, der lå efter købesummens betaling, fandtes ikke at udgøre bevis for, at ejendomsretten til bilen først overgik efter udløbet af leasingperioden.

Det forhold, at et andet skatteankenævn vedrørende skatteyderens kollega havde lagt til grund, at der først skete et reelt ejerskifte af bilen ved leasingaftalens ophør, kunne ikke føre til et andet resultat.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørgers levering af kliniske genetiske tests til hospitaler og levering af præimplantations screeninger til fertilitetsklinikker var omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 1.  

Skatterådet lagde vægt på, at Spørgers kliniske genetiske tests blev leveret til hospitaler med det formål at bekræfte en patients diagnose, og at Spørgers præimplantations screeninger, blev leveret til fertilitetsklinikker med det formål at diagnosticere om et befrugtet æg havde en anomali, og screeningerne indgik således som en integreret del af fertilitetsbehandlingen.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers levering af donorscreeninger og prækonceptionelle screeninger til privatpersoner og private sundhedsklinikker var omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 1.

Ved vurderingen lagde Skatterådet vægt på, at Spørgers donor og prækonceptionelle screeninger blev foretaget med det hovedformål at få en statistisk analyse af udvalgte gener. Screeningerne havde derfor ikke til formål at forebygge, behandle, diagnosticere, eller så vidt muligt helbrede sygdomme eller sundhedsmæssige uregelmæssigheder, og havde dermed ikke et terapeutisk formål i momslovens forstand, ligesom screeningerne ud fra det oplyste ikke blev leveret som led i et konkret behandlingsforløb.

Det bindende svar kom i forlængelse af et andet bindende svar, hvor Skatterådet accepterede, at Spørger kunne sælge en opkøbt ejendom efter en udmatrikulering i forbindelse med en ny miljølovgivning om boringsnære beskyttelsesområder uden, at det medførte fortabelse af skattefritagelse efter selskabsskatteloven.

Spørger ønskede under spørgsmål 1 at få bekræftet, at skattefritagelsen ville blive opretholdt i forbindelse med modtagelsen af tilskud fra Landbrugsstyrelsen i forbindelse med skovrejsning. Skatterådet bekræftede dette.

Spørger ønskede under spørgsmål 2 at få bekræftet, at der ikke ville opstå skattepligt ved, at der ville forekomme overskudsproduktion af el ved etablering af solcelleanlæg. Skatterådet afkræftede dette.

Bindende Toldafgørelser har samlet tariferingsforordninger, HSC tariferingsudtalelser og statements i en elektronisk udgave pr. 14. maj, 2024 (vejledning).
Vejledningen er opbygget efter samme model som Toldtariffen.

Spørger anmodede Skatterådet om at bekræfte, at Spørgers pose ikke var omfattet af afgiftspligten for poser efter emballageafgifts-lovens § 2 a.

Spørgers pose var fremstillet af PP (polypropylen) med udvendig laminering.

Det var Skattestyrelsens vurdering, at spørgers pose var tilstrækkelig robust til at kunne sidestilles med et bærenet, hvorfor spørgers pose vurderedes at være til gentagen brug, og derfor ikke var afgiftspligtig.

Spørger ønskede bekræftet, at et kemiprodukt med indhold af ethanol, som anvendes som ekstraheringsvæske i analyseinstrumenter, var fritaget for spiritusafgift. Produktet bestod af natriumazid, 15 ≤ 25 % ethanol og demineraliseret vand.

Skatterådet fandt, at kemiproduktet var afgiftspligtigt, men omfattet af fritagelsen i spiritusafgiftslovens § 15, stk. 1, nr. 7, som bl.a. omfattede varer, der anvendes til tekniske formål. Der blev lagt vægt på, at produktets anvendelse, som ekstraheringsvæske i analyseinstrumenter, kunne anses for teknisk formål.

Skatterådet afviste at besvare Spørgers anmodning om bindende svar på om det elektroniske ledsagedokument (Excise Movement and Control System - EMCS) skulle anvendes ved transport af kemiproduktet i EU. Skatterådet lagde vægt på, at spørgsmål om anvendelse af EMCS ikke vedrørte en afgiftsmæssig virkning, men vedrørte forvaltningsmæssig virksomhed. Der var ikke tale om en aktivitet, der havde afgiftsmæssige konsekvenser. Afgørelsen er offentliggjort i redigeret form.

Spørger ønskede svar på, hvorvidt spørgers pose var afgiftspligtig efter emballageafgiftslovens § 2 a.

Skatterådet kunne bekræfte, at der ikke skulle betales afgift af spørgers pose. Posen kunne ikke med rimelighed kræves erstattet af stofposer, bærenet, tasker og lignende, og posen var tilstrækkelig robust til at være til gentagen brug i samme omfang som fx bærenet og tasker.

Spørger ønskede svar på, hvorvidt spørgers pose var afgiftspligtig efter emballageafgiftslovens § 2 a.

Skatterådet kunne bekræfte, at der ikke skulle betales afgift af spørgers pose. Posen kunne ikke med rimelighed kræves erstattet af stofposer, bærenet, tasker og lignende, og posen var tilstrækkelig robust til at være til gentagen brug i samme omfang som fx bærenet og tasker.

Spørger deltog i et større anlægsarbejde ved Y1. Anlægget strakte sig over en afstand på mere end 8 km.

Skatterådets kunne ikke bekræfte Spørgers opfattelse af, at hele arbejdsområdet i og omkring Y1 kunne anses for omfattet af ligningslovens § 9 A, stk. 5, 3. pkt., med den virkning, at 12-månedersbegrænsningen for udbetaling af rejsegodtgørelse med standardsatsen for kost og småfornødenheder i § 9 A, stk. 5, 2. pkt., ikke fandt anvendelse.

Henset til hvad Spørger havde oplyst om de arbejdsfunktioner, Spørgers ansatte udførte, var der tale om arbejdspladser, som blev udført på det samme sted under hele projektet. Spørgers ansatte kunne derfor ikke anses for at arbejde på et sted, der flyttede sig over en strækning på mindst 8 km i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse, hvilket er en betingelse for at 12-måneders begrænsningen ikke finder anvendelse, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 5, 3. pkt.

Sagen angik, om Skattestyrelsen havde iagttaget officialprincippet ved fremsendelse af agterskrivelse, og om ansættelsesfristen var overholdt, jf. bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold. 

Landsretten fandt, at Skattestyrelsen på tidspunktet for afsendelsen af agterskrivelsen var i besiddelse af det fornødne grundlag for at varsle ændring af appellantens skatteansættelse i overensstemmelse med indholdet af forslaget.  

Selvom Skattestyrelsen ved afsendelsen af agterskrivelsen var opmærksom på, at der kunne være grundlag for nedsættelse af beskatningen af fri bil med egenbetalinger, og selvom Skattestyrelsen i overensstemmelse med god forvaltningsskik burde have søgt dette nærmere afklaret inden afsendelsen af agterskrivelsen i stedet for som sket i selve agterskrivelsen at opfordre appellanten til at indsende dokumentation for eventuelle egenbetalinger, fandt landsretten, at der ikke forelå en sagsbehandlingsfejl, der kunne føre til varslingens ugyldighed.

Videre fandt landsretten, at ændringen af appellantens skatteansættelse for et indkomstår var begrundet i helt tilsvarende forhold som det, der havde begrundet ændringen af skatteansættelsen for det efterfølgende indkomstår. Genoptagelsen var herefter omfattet af den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013, hvorfor Skattestyrelsen havde overholdt fristen for varsling af ændring af appellantens skatteansættelse.

Et forsikringsselskab havde ikke ret til at medregne omsætningen fra forsikringer, som selskabet havde solgt til Y1-lands forsikringskunder fra dets faste forretningssted i Y1-land, ved beregningen af selskabets godtgørelse af moms i henhold til den dagældende momslovs § 45, stk. 4. (stadfæstelse af SKM2023.264.ØLR)

Sagen angik for det første opgørelsen af den skattepligtige indkomst hidrørende fra udleje af skatteyderens ejendom i Y1-land. Ligesom byretten fandt Landsretten, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at han ikke var eneejer af ejendommen, og skatteyderen var derfor skattepligtig af det fulde overskud hidrørende fra den.

Sagen angik videre beskatning af en række indsætninger på i alt 515.151 kr. på skatteyderens bankkonto. Skatteyderen gjorde gældende, at der var tale om et lån. Ligesom byretten fandt landsretten, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at beløbet hidrørte fra allerede beskattede eller skattefrie midler, hvorfor han var skattepligtig af indsætningerne på bankkontoen.

Byrettens dom (SKM2021.575.BR) blev derfor stadfæstet.

Sagen angik, om skattemyndighederne med rette havde beskattet skatteyderens opsparede overskud i virksomhedsordningen, idet betingelserne for at anvende ordningen ikke var opfyldt.

Der var i sagen ikke fremlagt nogen bogført hævekonto eller indskudskonto, selvom det kunne konstateres ud fra materialet, at skatteyderen havde hævet over 500.000 kr. i virksomheden i 2015. Virksomhedens kapitalafkast og kapitalafkastgrundlag var heller ikke opgjort, og det fremstod i opgørelser indsendt til SKAT som om, at visse private aktiver var medtaget under virksomhedsordningen.

Landsretten anførte, at skatteyderen bærer bevisbyrden for, at der er bogført korrekt, alternativt at bogføringen kan rekonstrueres. Landsretten fandt, at det ikke var godtgjort, at der ved bogføringen var foretaget den nødvendige opdeling i en virksomhedsøkonomi og en privatøkonomi, at der var sket løbende bogføring, eller at de enkelte overførsler var korrekt bogført.

På den baggrund fandt landsretten, at der er tale om væsentlige bogføringsmangler, hvorfor skatteyderen ikke opfyldte betingelserne for at anvende virksomhedsordningen i 2015. Det var derfor korrekt, at skatteyderen var blevet beskattet af det opsparede overskud i ordningen. Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom (SKM2022.373.BR).

Retten tog derfor Skatteministeriets påstand til følge.

T1 var tiltalt for overtrædelse af momsloven, ved som indehaver og daglig leder af en virksomhed at have været ansvarlig for groft uagtsomt at have afgivet urigtige oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet hans revisionsselskab, T2, der førte momsregnskabet for virksomheden for perioden 1. april 2014 til 31. marts 2017, for denne periode opgjorde momstilsvaret for lavt med i alt 10.834.810 kr., som T1 var ansvarlig for blev indberettet til told- og skatteforvaltningen, idet han var ansvarlig for, at der på en række af hans fakturaer var stemplet, at varerne blev solgt efter de særlige regler for brugtvognsmoms, og at køber ikke kunne foretage fradrag for købsmoms, hvorved det blev tilkendegivet overfor T2, der opgjorde momstilsvaret for T1’s virksomhed, at momstilsvaret for de pågældende bilhandler skulle opgøres efter reglerne om brugtmoms uden, at T kontrollerede, om betingelserne for anvendelse af reglerne om brugtmoms kunne anvendes. Det offentlige blev herved unddraget 10.834.810 kr. i moms.

T2 var tiltalt for overtrædelse af momsloven, ved i forening med T1 at have været ansvarlig for groft uagtsomt at have afgivet urigtige oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet selskabet, der førte momsregnskabet for T1’s virksomhed, for perioden 1. april 2014 til 31. marts 2017, for denne periode opgjorde momstilsvaret for lavt med i alt 10.834.810 kr., som T1 var ansvarlig for blev indberettet til told- og skatteforvaltningen, idet T2 opgjorde momstilsvaret for en række bilhandler efter reglerne om brugtmoms uden at undersøge om reglerne fandt anvendelse, og selvom det var åbenbart, at reglerne om brugtmoms ikke fandt anvendelse, idet det fremgik af de Y1-land købsfakturaer, at der var tale om EU-leveringer omfattet af den Y1-land momslov om handler mellem erhvervsdrivende i forskellige EU-lande omfattet af reglerne om erhvervsmoms. Det offentlige blev herved unddraget 10.834.810 kr. i moms.

T1 forklarede, at han ikke kunne huske, hvornår og hvordan det hele kom i stand med stemplet om "brugtvognsmoms" på fakturaerne, eller hvem der lavede teksten, men det var til et møde med revisoren, han fik at vide, hvad der skulle stå på et sådant stempel. Han talte aldrig med forhandlerne i udlandet om, hvordan handlerne blev behandlet momsmæssigt.

Byretten fastslog, på baggrund af T1’s forklaring til sagen sammenholdt med, at det af de øvrige bilag i forbindelse med de Y1-land bilhandler fremgik, at reglerne om brugtmoms ikke fandt anvendelse, og at T1 havde underskrevet erklæringer herom, at T1 ved afgivelsen af de urigtige oplysninger til told- og skatteforvaltningen, havde handlet groft uagtsomt, idet han undlod at foretage nærmere undersøgelser eller søge nærmere rådgivning om, hvorvidt de angivne regler kunne finde anvendelse på de enkelte handler fra udlandet forud for stemplingen af fakturaerne. Byretten fandt herefter T1 skyldig i tiltalen.

T1 idømtes en bøde på 10.800.000 kr.

Byretten fandt vedrørende T2 ikke, at der var ført fornødent bevis for, at T2 i forbindelse med deres bistand med bogføringen og udarbejdelse af momsbreve, havde deltaget i forening med T1 i foretagelsen af momsindberetningerne på en sådan måde, at selskabet kunne gøres strafferetligt ansvarlig for, at der blev angivet for lidt i momstilsvar. T2 blev herefter frifundet.

Dommen blev med Procesbevillingsnævnets tilladelse af 20. april 2023 anket af anklagemyndigheden vedrørende T2. Anklagemyndigheden påstod domfældelse i overensstemmelsen med den i byretten rejste tiltale og påstod T2 idømt en bøde på 10.800.000 kr. T2 påstod stadfæstelse af byrettens dom.

T2 forklarede for landsretten, at revisionsselskabet brugte reglerne om brugtmoms ud fra det opdrag, de havde fået. Der var ikke noget i regnskabet, der indikerede, at bilerne var købt billigt, og at der var en stor avance på dem. Der var ingen alarmklokker. Kunden havde taget stilling ved at stemple fakturaerne. Det var det opdrag, de havde fået, og som de beregnede momsen på grundlag af. De så på bilagene. De registrerede, at T1 brugte reglerne om brugtmoms. De havde ikke forstået, hvad der stod på de Y1-land fakturaer. De havde tillid til de oplysninger, de fik af T1. De oversatte ikke de Y1-land bilag. De konterede det ud fra den instruks, de havde fået fra T1. De havde ikke talt med T1 om, hvilke regler der skulle bruges. Det var mærkværdigt, at T1 havde købt 3-400 biler og skrevet under på tro og love, at brugtmoms ikke anvendes, uden at fortælle sin revisor om det. Assistanceerklæringen på regnskabet handlede om opstillingen af årsregnskabet og var en erklæring uden sikkerhed.

Landsretten fastslog, at momslovens § 81, stk. 1, nr. 1, om straf for den, som afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug for afgiftskontrollen, omfatter direkte - foruden pågældende afgiftspligtige selv - alene personer, der umiddelbart bistår den pågældende i forbindelse med afgivelsen af urigtige eller vildledende oplysninger til myndighederne. Andre former for medvirken vil imidlertid efter omstændighederne kunne straffes med hjemmel i den generelle bestemmelse om medvirken i straffelovens § 23.

Landsretten lagde til grund, at T2, i en længere årrække, bistod T1 med udarbejdelse af regnskaber med assistanceerklæring og med bogføring. T2 udarbejdede også opgørelser over momstilsvaret for T1 i den nævnte periode, som han anvendte ved sin afgivelse af oplysninger til brug for afgiftskontrollen. T2 var i besiddelse af de Y1-land købsfakturaer og de danske salgsfakturaer vedrørende de brugte biler, som blev anvendt ved udarbejdelsen af opgørelserne. På denne baggrund måtte det tilregnes T2 som groft uagtsomt, at opgørelserne af momstilsvaret var urigtige. Det måtte have stået T2 klart, at T1 ville anvende disse opgørelser ved sin afgivelse af oplysninger til brug for afgiftskontrollen.

Landsretten fandt herefter revisionsselskabet, T2, skyldig i medvirken, jf. straffelovens § 23, stk. 1, til T1’s overtrædelse af momsloven i perioden vedrørende beløbet på 10.834.810 kr.

Landsretten idømte T2 en bøde på 100.000 kr. Der blev herved henset til karakteren af T2’s medvirken gennem flere år og under hensyn til størrelsen af unddragelsen.

Sagen angik for det første, om skattemyndighederne med rette havde nægtet appellanten fradrag for et påstået tab på debitorer i indkomståret 2016. Sagen angik for det andet, om sagsøgeren ekstraordinært kunne få genoptaget sin skatteansættelse for indkomståret 2014, med henblik på at opnå fradrag for førnævnte påståede tab i indkomståret 2014. Landsretten tiltrådte, at det er den, der hævder at have ret til et skattefradrag, som skal godtgøre dette. Allerede fordi appellanten ikke havde godtgjort, at han havde lidt et fradragsberettiget tab omfattet af statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, jf. kursgevinstloven § 17, stadfæstede landsretten de indankede domme (SKM2023.52.BR og SKM2023.364.BR).