Berlingskes privatøkonomiske brevkasse giver svar på alle dine spørgsmål om renter, pension, bolig, formue og meget mere.

Send dine spørgsmål til dinepenge@berlingske.dk

Kære brevkasse

Jeg er arving efter en onkel, som døde i august 2021. I testamentet skal hans formue bruges på en fond, men det har ikke været muligt at få et klart svar fra advokaten, der er bobestyrer. 

De påstår, at formuen er under én million kroner, så Civilstyrelsen har afvist at etablere en fond. Hos Civilstyrelsen kender man ikke til det. 

Det er usandsynligt, at formuen er under én million kroner, men det er ikke muligt at få en boopgørelse fra bobestyrer. 

Hvad gør man?

Venlig hilsen
A.B.

Kære A.B.

For at oprette en fond efter ønske i et testamente skal testamentet opfylde visse betingelser. Ifølge fondsloven gælder det, at fonde, der stiftes i henhold til et testamente, der er oprettet før 1. januar 1985, ikke er underlagt de almindelige kapitalkrav som angivet i § 8, stk. 1, 1. pkt. i fondsloven. 

Dette betyder, at ældre testamenter kan have andre regler for stiftelse af fonde end dem, der er oprettet efter denne dato.

En fond kan efter de nugældende regler stiftes både af fysiske og juridiske personer. fondsloven indeholder en række minimumskrav til stiftelse af en fond, blandt andet et krav om, at fonden skal have en formue, dvs. fonden skal have aktiver, herunder eventuelle ejendomme, for mindst én million kroner ved stiftelsen. 

Fonden skal have et eller flere bestemte formål, og formuen skal stå i fornuftigt forhold til formålet. Der skal være en selvstændig ledelse i forhold til stifter, altså din onkel, og som udgangspunkt skal en tredjedel af bestyrelsen være uafhængig af denne.

Fonden skal desuden have en vis tidsmæssig udstrækning, der som udgangspunkt er mindst ti år. Der skal så etableres vedtægter, og fonden kan oprettes.

Hvis der ikke kan etableres en fond, så skal testamentet fortolkes, og der skal findes en løsning på det tomrum, der vil opstå. Hvordan det skal ske, kræver nærmere kendskab til både testamentets indhold og boets forhold. 

Bobestyrer skal i så fald indkalde arvingerne til en drøftelse. Det skal bobestyrer i øvrigt altid gøre, når der er behov for det – herunder hvis der er uenighed om fremgangsmåden.

Det er bobestyrers pligt at sørge for, at opgaverne i boet løses i et rimeligt tempo. Desuden skal bobestyreren orientere arvingerne – gerne af sig selv, men som minimum, når arvingerne beder om det. Hvis det ikke sker, kan skifteretten meddele bobestyreren pålæg om, hvad der skal ske.

Det er en del af bobestyreropgaven at sikre, at arvingerne løbende er informeret om, hvad der foregår. Bobestyrere er jo også mennesker, og det kan ske, at bobehandlingen går i stå – måske begrundet i en vanskelig problemstilling som den, du nævner. Her bør det normalt hjælpe, når en arving stiller spørgsmål til bobestyrer.

 Jeg synes, at du skal vise bobestyrer mit svar og så bede om, at bobestyrer behandler spørgsmålet og giver en tilstrækkelig information om status og udsigterne for en afslutning af bobehandlingen. 

Hvis det ikke hjælper, kan du bede skifteretten om at træde til.

Med venlig hilsen
Allan Ohms, advokat (H)
www.forumadvokater.dk

Send dine spørgsmål til dinepenge@berlingske.dk eller udfyld nedenstående formular:

Det går godt for danskerne og den danske økonomi, og det gør det også for vores store fælles pengekasse i form af de offentlige finanser bestyret af finansminister Nicolai Wammen (S).

En af de helt store bidragsydere til de offentlige indtægter er skatten af afkastet af danskernes pensionsopsparing, den såkaldte PAL-skat. Og sådan bliver det sandsynligvis også i de kommende år.

Det fremgår af Økonomisk Redegørelse, som økonomiminister Stephanie Lose (V) fremlagde torsdag.

Heri kan man læse, at regeringen regner med at få 11,9 milliarder kroner ind i PAL-skat. Næste år regner de med, at provenuet fra den skat kommer op på 19,7 milliarder kroner.

Det er en del mere, end regeringen regnede med, sidst den fremlagde Økonomisk Redegørelse i december sidste år, og den forventede indtægt for PAL-skatten til næste år hører bestemt til i den høje ende.

Regeringen må derfor regne med pæne afkast på de finansielle markeder til næste år. 

»Vi har haft en økonomi, der har gjort det overraskende godt. Det har også boostet afkastet på pensionsopsparingen. Derfor forstår jeg godt, at regeringen nu også har opjusteret deres forventning til indtægter fra pensionsopsparerne,« siger Jens Christian Nielsen, rådgivningsekspert i Velliv.

Provenu er skudt i vejret

PAL-skatten har den specielle egenskab, at danskerne groft sagt ikke opdager, at de betaler den. Den bliver blot trukket fra ens opsparing til pension og tager dermed ikke fra dagligdagsbudgettet her og nu, som mange andre skatter gør.

Det er derfor en nærmest hemmelig skat. Berlingskes beregninger viser, at indtægterne fra PAL-skatten har betydet meget for de samlede offentlige finanser de seneste mange år. 

PAL-skatten har erstattet skatten fra olien i Nordsøen som guldgås. 

PAL-skatten er på 15,3 procent af årets afkast, og da danskernes samlede pensionsopsparing er kommet op på omkring 4.000 milliarder kroner, er skatten blevet lidt af en guldgrube for regeringen.

Hos Velliv forventer Jens Christian Nielsen også pæne afkast på danskernes opsparing til den tredje alder både i år og næste år.

Det skyldes forventning om rentenedsættelser fra Den Europæiske Centralbank, ECB, til sommer og fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, til efteråret.

Herudover er der ikke udsigt til større kriser eller overophedning af økonomien.

»Så vi ligger lunt i svinget. De 11,9 milliarder kroner for i år er et fair skøn, men på den meget forsigtige side. Og for 2025 får opjusteringen fuld gas, idet det forventede provenu er skudt i vejret fra 11,4 milliarder kroner fra skønnet i december til nu 19,7 milliarder kroner,« siger Jens Christian Nielsen.

Gået bedre

Hvad regeringen rent faktisk ender med at få ind i skatten på pensionsafkastet i år og næste år, er naturligt nok usikkert. 

Men hvis skønnene fra regeringen følger mønstre fra de seneste 20 år, vil der komme flere penge ind, end regeringen regner med.

Måske endda rigtig mange flere milliarder, end prognosen siger. En opgørelse fra Velliv viser, at siden 2003 har regeringen budgetteret med en indtægt på lige over 241 milliarder kroner fra skatten.

Men der er rent faktisk kommet lige over 607 milliarder kroner ind til de offentlige finanser. Dermed et fejlskøn på 366 milliarder kroner, og regeringens skøn har kun to gange vist sig at være for høje.

Tilbage i 2021 var sidste gang, regeringen troede på et provenu på omkring 20 milliarder kroner. Det endte med, at regeringen fik næsten 64 milliarder kroner ind det år, hvilket er rekord.

Cheføkonom i Danske Bank Las Olsen er enig med Velliv i, at regeringens skøn over PAL-skatten de kommende år er meget forsigtigt.

»Det er klart, at i en del år var det PAL-skatten, der var den store årsag til, at regeringen skønnede forkert med de samlede offentlige finanser. Man troede, at renten skulle stige, og det ville ikke være så godt for afkastet, men det gik modsat. Sådan er det ikke længere, men det kan sagtens vise sig, at regeringens skøn for PAL-skatten er for pessimistisk,« siger Las Olsen.

»Siden regeringens prognose blev lavet, er det gået bedre med aktier og obligationer, så jeg vil også være tilbøjelig til at tro, at skønnet ligger for lavt,« siger Las Olsen.

Han påpeger, at når vi ser på både 2022 og 2023, skyldtes de store overskud på de offentlige finanser andre forhold end pensionsskatten. Det er først og fremmest jobfesten, der har givet flere skatteindtægter, men selskabsskatten har også givet godt.

Jobfesten betyder også, at der kommer større pensionsindbetalinger og dermed også muligheden for flere milliarder i afkast.

De senere års store overskud på de offentlige finanser går først og fremmest til at afbetale på vores offentlige gæld. Det er også årsagen til, at statsgælden er raslet i bund. Danmark har i dag en af de laveste gældsrater i Europa på under 30 procent af BNP. 

Trods et brandvarmt arbejdsmarked og gentagne rekorder i beskæftigelsen er antallet af unge uden et job eller en uddannelse stagneret.

I september 2023 var der 42.800 unge mellem 15 og 24 år, der hverken havde et arbejde, var i gang med eller havde gennemført en ungdomsuddannelse.

Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af data fra Danmarks Statistik.

Antallet svarer til 6,3 procent af alle 15 til 24-årige. Det er omtrent samme niveau som i september i både 2022 og 2021.

Emilie Damm Klarskov, analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, hæfter sig ved, at udviklingen er gået stå, mens den generelle beskæftigelse er steget.

- De seneste år har beskæftigelsen været i fremgang, og der har været et stort politisk fokus på at hjælpe flere unge godt på vej til at få job og uddannelse. Jorden har været gødet for bedre tider. Alligevel ser vi ikke nogen positiv udvikling, siger hun i en pressemeddelelse.

I 2017 besluttede et bredt flertal i Folketinget, at andelen af unge op til 25 år, som ikke har tilknytning til uddannelsessystemet eller arbejdsmarkedet, skal være halveret i 2030. Det betyder, at andelen skal ned på 3,5 procent.

I perioden mellem 2016 og 2021 faldt antallet af unge uden job og uddannelse fra lidt over 48.000 til lidt over 42.000. Det svarer til, at andelen er gået fra 7 procent til 6,3 procent.

Analysen viser desuden, at mange af de unge, som står uden for uddannelsessystemet og jobmarkedet, ofte gør det i en længere periode.

Seks ud af ti, der var uden job og uddannelse i 2019, var det også året efter. To år senere var lidt over halvdelen af dem stadig en del af gruppen, mens det gjaldt lidt under halvdelen tre og fire år efter.

- Hvis man har været en del af gruppen på et tidspunkt som ung, er der en øget risiko for at ende uden uddannelse. Og så vil man altså blive en del af det ufaglærte arbejdsmarked, der er forbundet med højere grad af jobusikkerhed og lavere indkomst, siger Emilie Damm Klarskov i pressemeddelelsen.

/ritzau/

Det er lidt af et comeback, som aktierne i den lyseblå gigant A.P. Møller Mærsk har leveret den seneste måned.

Da vi her på Berlingske gjorde status over det foreløbige danske børsår ved afslutningen af første kvartal, var det med Mærsk som den helt store taber. 26 procent var aktien faldet på bare tre måneder.

Men sidenhen er skuden blevet vendt. Det er dog takket være en udefrakommende faktor, som både sætter sejl og retning for de globale rederier.

De seneste uger er de globale fragtrater nemlig steget kraftigt og er alene den seneste måned steget med mere end 30 procent. Det er noget, som de globale rederier – inklusive Mærsk – nyder godt af. For forbrugerne betyder det højere priser på varer, men for aktionærerne betyder det højere aktiekurser.

Årsagen til de stigende fragtrater skal blandt andet findes i en række angreb på containerskibe i Det Røde Hav, som har tvunget rederierne til at sejle syd om Afrika. Det reducerer det globale udbud af tilgængelig containerkapacitet og presser dermed fragtpriserne op.

Et turbulent år for Mærsk-aktien

Der har været høj søgang i Mærsk-aktien siden årets begyndelse. 

Frem mod årsregnskabet for 2023 i starten af februar var aktierne i rederigiganten steget omkring seks procent siden årets begyndelse. Men et regnskab, der viste både omsætnings- og indtjeningsnedgang på henholdsvis 37 og 86 procent samt dårligere end ventet udsigter for 2023, sendte i februar aktierne ned med 15 procent.

Det var det næststørste fald på en enkelt dag i Mærsk-aktiens historie.

Nedturen for Mærsk fortsatte den følgende måned, og 5. marts nåede aktien i selskabet, der er Danmarks største virksomhed målt på omsætning, det laveste niveau i år. 

Ved udgangen af marts kunne aktionærerne sætte to streger under årets første kvartal. En aktie, som var nede med 26 procent. En mastodont var blevet 50 milliarder kroner mindre værd.

Siden da er skuden dog vendt, og i april lettede Mærsk-aktien for alvor. Det betyder, at aktionærernes investering er steget med 35 procent i værdi siden bunden i marts.

En del af den tabte markedsværdi er også blevet indhentet. Markedsværdien er nu blot fire milliarder fra at runde 200 milliarder kroner igen, efter en stigning på 43 milliarder kroner siden marts. Det betyder også, at Mærsk nu er tilbage blandt de fem mest værdifulde virksomheder i det danske eliteindeks, C25, tæt efterfulgt af vindmøllegiganten Vestas.

Dertil kommer, at aktionærerne i Mærsk i slutningen af april også fik aktier i bugseringsselskabet Svitzer, da Mærsk udskilte selskabet med en selvstændig børsnotering. Svitzer har i dag en markedsværdi på otte milliarder kroner.

Bedre fremtidsudsigter?

Der er da også grund til en vis kortsigtet optimisme, hvis man tror på Mærsk selv. I forbindelse med aflæggelsen af regnskabet fra første kvartal i begyndelsen af maj, blev forventningerne til bunden af driftsindtjeningen for 2024 opjusteret en anelse, netop på grund af de omlagte ruter og højere fragtrater.

Det betød, at Mærsk nu forventer et driftsresultat på mellem nul og et underskud på omkring 14 milliarder kroner mod tidligere et underskud på helt op mod 35 milliarder kroner.

»Derfor kommer vi til at se et fornuftigt andet og tredje kvartal. Det store spørgsmål er fjerde kvartal, hvor vi ikke ved, om vi stadig sejler syd om Afrika, og hvad de mange skibe kommer til at betyde,« siger A.P. Møller Mærsks topchef Vincent Clerc.

Men særligt senere i 2024 kan Mærsk blive presset af, at mange af konkurrenterne i coronatidens vilde indtjeningsbølge i shippingindustrien lagde store bestillinger ind på nye skibe. De bliver nu indsat, og det forøger kapaciteten.

»Der er stadig kæmpe usikkerhed om, hvordan året ender, og der er stor usikkerhed om, hvad det betyder, at der kommer ekstra kapacitet ind. Vi ved, at den slags tidligere har betydet pres på priserne,« sagde Clerc i forbindelse med regnskabsaflæggelsen.

B-aktien i Mærsk falder dog fredag til kurs 11.430, og er dermed faldet 2,1 procent i år. Tæller man udbyttet på 515 kroner pr. aktie fra marts med, ser det dog bedre ud med en stigning på 3,4 procent.

Man kan være forarget over, at formanden for Jyllands-Postens fond, Jørgen Ejbøl, stod til at få 2,1 millioner kroner i en slags 75-års fødselsdagsgave, før nogen kom på bedre tanker. 

Man kan også være forarget over, at formanden for JP/Politikens Hus, Lars Munch, skulle have 2,5 millioner i honorar eller rettere 2,5 gange honoraret til forgængeren, indtil også han kom på bedre tanker.

Man kan også lade være. Forargelsen fører os det forkerte sted hen.

Når jeg ser ned over de mange kommentarer og reaktioner på balladen om Jyllands-Posten Fond og Jørgen Ejbøl, så ser jeg mange sidde fast i vrede og forargelse over grådighed og millionbonusser. Senest er det 44 praktikanter på Jyllands-Posten, Politiken og Ekstra Bladet, som i et opråb bærer ved til balladen. 

Det kunne man måske være ligeglad med, hvis det ikke var, fordi det er den perfekte anledning til at tage debatten om, hvad der egentlig er på spil. 

Opsigtsvækkende opråb

»Drop krisefortællingen, og fordel millionerne mellem de mennesker, der faktisk producerer de aviser, der er hele fundamentet for forretningen,« lyder det opsigtsvækkende opråb fra de 44 praktikanter.

Nu vil man så måske tro, at jeg let overbærende vil revse de kommende journalister på Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og Politiken. Det ville være både uklogt og forkert. Medier er magiske, fordi man skriver i sit eget navn, men udkommer med mediets autoritet i ryggen. Derfor skal man have respekt for, at de unge praktikanter stiller sig frem og giver deres mening til kende. 

Man kan være ret sikker på, at der blandt de 44 journalister er fremtidens Cavlingpris-vindere, fremtidens Tom Jensener eller – hvem ved – fremtidens Ulla Terkelsen. Praktikanter er en stærk rygrad og talentmasse på alle aviser. Dem skal jeg sørme ikke genere.

Hvad jeg vil, er i stedet at udfordre påstanden om, at honorarer og millionbonusser er det væsentligste i balladen om Jørgen Ejbøl. 

»Trods krisefortællingen i koncernen om, at vi hele tiden skal spare, har den øverste ledelse frit kunnet dele millionbonusser og lige så høje lønninger ud til hinanden,« skriver de 44 praktikanter i deres opråb. Det skal nok vække sympati rundt omkring.

Fint med honorarer og bonusser

Man kan vende den logik på hovedet. Man kan forstå opråbet sådan, at hvis ikke der havde været massive sparerunder på Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og Politiken, så havde det været helt fint med millionbonusser og kæmpehonorarer til Ejbøl og Munch. Det er næppe pointen, desværre.

Når lønningerne for journalister står i stampe, og der er fyringsrunder i disse år, skyldes det, at de private medier er i en kommerciel krise på grund af danskernes medievaner, Googles fremmarch på annoncemarkedene, og at DR samt TV 2 forærer deres indhold gratis væk. Det sidste er uretfærdigt. Alt andet er en benhård udfordring.

Ledelsen og bestyrelsen i JP/Politikens Hus får løn, honorarer og bonusser for at sikre økonomien og gennemføre nødvendige forandringer. Journalister får løn for journalistik. Den kobling, som de 44 praktikanter laver, fører os alle et forkert sted hed. Løn er ikke retfærdig.

»På alle tre aviser har vi lært, at vi skal belyse uretfærdighed og arbejde for forandring,« lyder det også fra praktikanterne. Det er ikke der, journalistikken efter min opfattelse skal starte.

Mediernes opgave er at »søge sandheden og at hjælpe mennesker med at forstå verden,« lyder det i stedet med den vanlige korte autoritet hos New York Times. Journalistforbundet siger det mere kedeligt: »Journalistik er i sin essens – uanset målgruppen – at indsamle, kritisk vurdere og forståeligt formidle så objektiv information som muligt«. 

Det er lige her, de 44 praktikanter og i virkeligheden os allesammen burde starte angrebet på Jørgen Ejbøl – også i denne sag.

Det er langt mere alvorligt end nogle honorarer, at Jørgen Ejbøl angiveligt i strid med loven om erhvervsdrivende fonde, i strid med Jyllands-Postens forretningsorden og i øvrigt god forretningsskik har hyret og fyret medlemmer af fondsbestyrelsen efter forgodtbefindende, herunder senest uden at samle sin bestyrelse har fyret både Peter Bartram og Michael Holm som henholdsvis formand for JP/Politikens Hus og næstformand i Jyllands-Postens fond. Det er konkrete, faktiske forhold.

Et syndigt rod blandt ejerne

Hvordan kan vi som medier være troværdige og kritiske i vores journalistik, hvis der er et syndigt rod hos ejerne? 

Man får ud af det forløb lyst til at spørge, hvad der ellers er foregået hos Jyllands-Posten Fond? Det burde de 44 praktikanter spørge om.

Man kunne også med rette fra praktikanternes side stille spørgsmålet, med hvilken begrundelse Jørgen Ejbøl og Lars Munch modsætter sig en centralisering af visse funktioner i de tre aviser, hvis netop flere centrale funktioner ville betyde, at man kunne spare på andre områder end journalistikken. Det ville give mening.

Men på vegne af alle avislæsere i Danmark savner jeg noget helt andet end forargelse, når 44 praktikanter angriber deres ledelse.  

Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og Politiken står for noget. Man vil gerne mærke, at journalistpraktikanterne brænder for fortællingen og positionen i de tre medier. Det ville være fantastisk at høre en praktikant fra Politiken advare mod tabet af Jyllands-Postens sjæl.

Det er stadig sådan, at når man som ung journaliststuderende jagter en praktikplads, så er ikke mindst de tre gamle kvalitetsaviser, Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske, stadig steder, hvor man gerne vil have formet sin fremtid. Ikke mindst Politiken har været enestående til at skabe fortællingen om, at »Politiken er mere end en avis«. Berlingske arbejder også intenst med sin fortælling, fordi det skaber den unikke relation til læserne.

Avisens kultur og identitet rystet

Når det gælder Jyllands-Posten, så kan det i dag se ud, som at tre årtier med Jørgen Ejbøl i spidsen mere grundlæggende har rystet avisens kultur og identitet.

Det er i værste fald en tragedie, fordi en permanent svækkelse af Jyllands-Posten er skidt for den journalistiske mangfoldighed og de private mediers magtkritiske funktion. 

Ejbøl er vokset ud af kongerækken på Morgenavisen Jyllands-Posten, nemlig striben af formænd for Jyllands-Postens Fond, som selv havde været chefredaktører og var en slags legender på avisen: Fondens første formand Gunnar Henriksen (1906-2003), Laust Jensen (1914-1996) og Asger Nørgaard Larsen (1931-2008). 

Den tidligere lufthavnsdirektør Niels Boserup (1943-2021) var også formand for Jyllands-Postens Fond, men ikke forhenværende chefredaktør. Det var imidlertid Boserup, der som ung journalist grundlagde Jyllands-Postens stærke tradition for erhvervsdækning som erhvervsjournalist 1970-1976. 

Jyllands-Postens styrkeposition som erhvervsmedie blev skrottet, da den nye ansvarshavende chefredaktør Marchen Neel Gjertsen for nylig skilte Finans ud fra Jyllands-Posten.  Nu skal der i stedet bygges en lille erhvervsredaktion op fra grunden. Niels Boserup ville have været forundret. 

Hvorfor har Ejbøl ikke leveret sin egen afløser – og én med et dna fra Jyllands-Posten?

Det er Jyllands-Postens position, sjæl og kultur, som Ejbøl gambler med. Og det er altså vigtigere end et honorar på 2,1 millioner kroner.

Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervskommentator

Det er en formidabel idé at købe bolig, for mursten bliver mere værd over tid.

Sådan lyder en gængs opfattelse af boligmarkedet, og den har i årevis vist sig at holde stik. Men på sommerhuse er situationen – mod manges forventning – en lidt anden.

For selvom danskere har købt sommerhuse med arme og ben under coronapandemien, så har priserne historisk udviklet sig trægt. Det får nu Jens Hjarsbech, cheføkonom i Mybanker, til at løfte en advarende pegefinger.

»Helt grundlæggende skal man ikke se et sommerhus som en sikker og god investering. For det er det ikke. Det kan sagtens være, det er det, men det er ikke sikkert,« siger han.

Jens Hjarsbechs udtalelse kommer i forlængelse af, at han har analyseret sommerhusmarkedet tilbage til 2013. Og konklusionen er klar:

Sommerhuse har været en markant dårligere investering end lejligheder, huse og sågar aktier i perioden. Priserne har nemlig trådt vande i årevis, hvis det ikke var for kvantespringet under corona.

Dermed har sommerhuse, siger cheføkonomen, kun været en god investering, hvis man har været heldig med, hvornår man har købt det.

Omvendt risikerer man nu at finde en masse uheldige sommerhusejere blandt dem, der hoppede på coronabølgen og fik fingrene i et sommerhus, da priserne toppede.

Hvem det konkret er, vender vi tilbage til.

Fra skrot til slot

Rundt omkring i det danske land ligger godt 200.000 sommerhuse.

Mange af dem er idylliske, men for ejerne er prisudviklingen knap så idyllisk, når man kradser lidt i overfladen.

Godt nok fløj sommerhuspriserne op med 10,2 procent årligt under coronapandemien fra 2020 til 2022, viser Jens Hjarsbechs undersøgelse med tal fra Finans Danmark. Men i de syv foregående år steg sommerhusene blot med 2,2 procent i gennemsnit om året.

Derfor blegner sommerhusenes gyldne historik, når man sammenligner med huse og sommerhuse, der i samme periode steg markant mere.

»Der er masser af ting, som hiver ejerboligmarkedet op, hvorimod sommerhusmarkedet er en anden type. Det er ikke en nødvendighed at have et sommerhus, og derfor er det naturligt, at det er en langsommere prisudvikling,« forklarer Jens Hjarsbech.

Alligevel har danskerne en opfattelse af, at sommerhuse er en god investering. Det har Mira Lie Nielsen, der er cheføkonom i Nykredit, også bemærket.

Opfattelsen vandt frem under coronapandemien og står i kontrast til, at sommerhusene i ti år før pandemien steg med nul procent i gennemsnit.

»Vi gik fra en situation, hvor sommerhuse lå til salg i årevis. Ingen ville bo i dem, og det var gamle, utætte huse, langt fra større byområder. Men under pandemien skete der en ændring i præferencer mod det nære, og så mente alle, at sommerhuse var en god investering, fordi det blev de,« forklarer Mira Lie Nielsen.

Danskerne fik især øje på den gode investering under pandemien, da medierne flød over med historier om heldige sommerhusejere, der i løbet af ingen tid scorede kassen ved at købe og sælge sommerhuse med enorme gevinster.

Men euforien har lagt sig igen. Udbuddet og handlerne er stilnet af, og det seneste år er sommerhuspriserne faldet i nogle dele af landet.

Det er det, der får Jens Hjarsbech til at fremhæve, at sommerhuse er en usikker investering.

Uheldige ejere på Bornholm

Jens Hjarsbech er nemlig dykket ned i priserne rundt i de enkelte landsdele, og der træder nogle ret bemærkelsesværdige mønstre frem.

Bornholm oplevede det største prishop på 22 procent under pandemien, men prisen på solskinsøens sommerhuse er det seneste år dykket med hele 11 procent.

Samtidig er sommerhuspriserne på Østsjælland bakket ni procent.

Cheføkonomen gør opmærksom på, at der er solgt relativt få sommerhuse i de to områder, og det kan gøre data mindre præcis. Alligevel er han klar i mælet:

»Det er klart, hvis man har været uheldig og måske har købt under coronahoppet, så er der mange steder, hvor man nu begynder at se, at det bliver svært at få den investering hjem igen – i hvert fald på kort sigt,« siger Jens Hjarsbech.

Især dem, der har købt på Bornholm under coronahoppet »er lidt udfordrede nu«, mener cheføkonomen og tilføjer, at der er risiko for yderligere prisfald.

Det bunder i, at vi for tiden ser færre sommerhushandler, og for Jens Hjarsbech indikerer det, at man har svært ved at enes om prisen.

»Når køber og sælger ikke kan blive enige om prisen, så kan sælger enten lade være med at sælge sin bolig, eller også må man simpelthen sænke prisen. Derfor tror jeg – i og med priserne er kommet så højt op på grund af coronahoppet – der en risiko for, at priserne skal endnu længere ned,« vurderer Jens Hjarsbech.

Et prisfald ser Mira Lie Nielsen omvendt ikke for sig.

Nykredit har et lysere syn på sommerhusmarkedet og forventer, at priserne på landsplan vil stige godt en procent i år og cirka tre procent i 2025.

Det er en sløjere fremgang i forhold til lejligheder og huse, men Mira Lie Nielsen mener, vi skal se en stor stigning i arbejdsløsheden, før sommerhuse tager et alvorligt prisdyk.

»Der har været plads til, at priserne steg – netop fordi de i lang tid lå stille, mens der var stor indkomstfremgang og lave renter. Samtidig skal vi huske, at mange af dem, der køber et sommerhus, har en robust økonomi,« siger hun.

Mira Lie Nielsen vurderer dog, at der næppe venter et prisboom magen til det under pandemien. Og hun påpeger også, at der har været ugler i mosen.

Eksperternes råd er klare

De rekordmange sommerhushandler under pandemien har nemlig fået folk til at frygte et brandudsalg på sommerhusmarkedet.

Frygten gik på, at de nyudklækkede sommerhusejere på et eller andet tidspunkt ville af med deres spontant indkøbte sommerhus igen, og frygten fik især næring, da renterne steg heftigt i 2022.

Indtil videre har sommerhusmarkedet holdt stand, og faktisk var prisdykket mindre på sommerhuse end på helårsboliger, da renterne sprang op.

Men sommerhusenes robusthed kan skyldes, at ejerne sidder på hænderne og ikke vil realisere et tab, mener Jens Hjarsbech. Og flere steder indebærer de relativt få handler, der trods alt har været, prisfald.

Derfor lyder cheføkonomens opfordring:

»Pas på med at se et sommerhus som en god investering. Man skal købe det, fordi man gerne vil bruge det, eller vil leje det ud – og så skal man sikre sig, at man kan få dækket omkostninger til finansiering og vedligehold. Det er relativt dyrt,« siger han.

Mira Lie Nielsen anbefaler i samme lys, at man køber et sommerhus, fordi man selv har tænkt sig at bruge det – og ikke fordi man tænker på det som en god investering.

»På lang sigt skal du nok kunne sælge et sommerhus til en højere pris, end du giver for det. Men jeg tror ikke, man skal regne med store prisgevinster de kommende år på sommerhuse,« siger hun.

Det seneste år er sommerhuspriserne i gennemsnit steget med 1,4 procent, huspriserne med 3,6 procent og lejlighedspriserne med hele 8,3 procent ifølge tal fra Finans Danmark.

Den, der lever stille, lever godt. Eller sådan var det i hvert fald engang, hvor det udelukkende var en positiv ting at holde sig under radaren og ikke gøre opmærksom på sine talenter eller meritter. Alt sammen ud fra en tanke om, at hvis man stikker næsen frem, er det med tilsvarende risiko for at få et rap over snuden. Eller slet og ret fordi det var en uskik at prale.

Den tilgang til tilværelsen er der måske stadig mange, der foretrækker. Men i takt med at sociale medier er buldret frem, er der opstået en helt ny genre for personlig branding, hvor enhver er sit eget medie, og hvor man ikke kan fremhæve egne meritter nok. Særligt LinkedIn er et sted, der flyder over med indlæg, opråb, bekendtgørelser og betragtninger, fordi vi lever i et samfund, hvor man skal præstere, være på og tale højt om det.

Halvdelen af et jobskifte er at kunne fortælle sine følgere, at man nu glæder sig til nye udfordringer på den næste rejse.

Så hvem har fat i den lange ende, når det kommer til arbejdslivet? Dem, der tier og lader deres arbejdspræstationer tale for sig selv? Eller dem, der konstant gør opmærksom på hvad de har udrettet, og som har en holdning til snart sagt alt?

Modig og hårdhudet

Først en fortælling om en kvinde, jeg kender fra mit netværk: Da hun for et par år siden blev direktør i et firma med cirka 200 medarbejdere og dermed blev en fremtrædende person i sin kategori, besluttede hun sig for, at hun ville begynde at mene noget mere om samfundet. Hun ville være en stemme i debatten, og på den måde spille en mere synlig rolle. 

Formålet var at opbygge et stærkt, personligt brand og samtidig styrke hendes professionelle troværdighed. Samtidig betød det også, at den virksomhed, hun stod i spidsen for, blev brandet via hendes kanaler.

Hun indledte et samarbejde med en erhvervscoach, der skulle hjælpe hende med at stå frem i rollen som meningsdanner. Sammen definerede de to til tre emner, hvor hun med troværdighed kunne tage del i debatten på både sociale og i traditionelle medier.

I starten brugte hun lang tid på hvert enkelt indlæg og hver enkelt post, og hun tog det personligt, når folk var uenige i hendes betragtninger. Men med tiden blev hun mere modig og tilsvarende mere hårdhudet. Og endelig begyndte hun at høste frugterne af sin indsats, der gik så vidt, at hun blev tilbudt bestyrelsesposter og inviteret til paneldebatter, og på den måde udbyggede sit netværk.

Hvorfor fortæller jeg den historie? Fordi det er fascinerende, hvordan man systematisk kan gå til værks i bestræbelserne efter at skabe en fortælling om sig selv. At man simpelthen har det som en del af sin to do-liste hver uge at være synlig på sociale medier, i stedet for altid at stå nede i motorrummet og lade sig forgabe i arbejdsopgaverne uden nogensinde at fortælle andre om dem.

Energi i at udkomme

Selv burde jeg være langt mere aktiv på LinkedIn. Men en blanding af blufærdighed og travlhed (!) holder mig tilbage. Blufærdighed, fordi jeg synes, det er svært at finde formlen for at fortælle om arbejdsmæssige tiltag, der vil interessere andre, men uden det lyder som pral. Og travlhed, fordi det ganske enkelt ikke er noget, jeg har afsat tid til i løbet af min arbejdsuge. Jeg burde måske være bedre til det, men som direktør i en startup handler alt om eksekvering.

Men jeg anerkender, at det giver energi at udkomme. Og at det hører med til markedsføringen af ens professionelle liv, at man udviser en naturlig begejstring for at stille sig op på en scene og tro så meget på sig selv, at man har lyst til at fortælle andre om det. Og måske vigtigst af alt, at man ved at gøre opmærksom på sig selv skaber ringe i vandet, som kan føre til den næste samarbejdsaftale eller karrieremulighed.

Halvdelen af en succes i dag er at være i stand til at fortælle om de ting, man opnår. Eller de tanker, man gør sig. Og hvis man ikke tør give noget af sig selv eller mene noget, er der overhængende risiko for, at man forsvinder i glemslen.

Louise Stenbjerre er administrerende direktør og partner i To The Moon, Honey

Nord for København med udsigt til Øresund ligger et stykke danmarkshistorie.

Længe har det dog ikke været en dans på roser for det tidligere badesanatorium i Skodsborg.

I mange år har Kurhotel Skodsborg haft røde tal på bundlinjen – men det har nu ændret sig.

Selskabet bag kurhotellet har netop præsenteret regnskabet for 2023, som viser et overskud på to millioner kroner og et plus på 0,9 millioner efter skat. Det skriver Jyllands-Posten.

I en pressemeddelelse fra hotelselskabet fremhæves det, at »fremgangen kom fra et stabilt højt niveau på hotel- og restaurantdriften, en stor vækst i spa & fitness, mange arrangementer som bryllupper og fødselsdage samt en positiv udvikling inden for erhvervsmøder og -events«, skriver Jyllands-Posten.

De seneste år har man gennemført flere omfattende renoveringer af hotellet.

Eksempelvis er flere af værelserne og spaanstalten blevet istandsat, ligesom man har åbnet et brasseri.

Administrerende direktør for Kurhotel Skodsborg Susanne Åberg fremhæver til Jyllands-Posten, at strategien, som man har lagt, har båret frugt på trods af udefrakommende udfordringer som coronapandemien og energikrise.

I regnskabet forventes det yderligere, at årsresultatet for 2024 vil fortsætte de opadgående takter og skabe et årsresultat på niveau med det i fjor.

Berlingskes privatøkonomiske brevkasse giver svar på alle dine spørgsmål om renter, pension, bolig, formue og meget mere.

Send dine spørgsmål til dinepenge@berlingske.dk

Kære brevkasse

Da jeg mødte min kone for cirka 13 år siden, gik det ret hurtigt med, at hun blev gravid med den førstefødte, og vi havde derfor ikke rigtigt slået rødder med fælles bopæl. Jeg ejede et hus, som jeg havde købt, og min kone ejede ikke ejendom. Mit oprindelige hus er blevet til et fælles hus/bopæl og er tænkt som fælles eje, såfremt vi skilles, eller andre forhold indtræder. Mit spørgsmål er så, om det nu også forholder sig således.

Da vi fik børn, var vi meget opmærksomme på at sikre hinanden og vel også vores børn, så for cirka ti år siden konsulterede vi en advokat. Advokaten sagde, at de godt kunne ændre skøde med videre, hvilket ville koste en ret stor sum penge, så advokaten nævnte, hvorfor vi dog ikke bare blev gift, hvilket vi valgte at gøre. Så sidenhen har vi haft fælles tag over hovedet i huset, som jeg oprindeligt ejede, men som jeg jo betragter som et fælles eje (akødet på huset står stadig kun i mit navn).

Nu er det så, at jeg bliver i tvivl om, om jeg har forstået/hørt korrekt hos advokaten i tidernes morgen, efter vi har været gift i cirka ti år:

Hvis vi blev skilt, vil vi så skulle dele huset i to, en halvdel hver? Hvis ikke det forholder sig således, hvad skal jeg så gøre for at få det ændret til en deler?

Hvis jeg afgår ved døden så overgår, som jeg forstår det, huset til min kon, mens vores børn får en eller anden tvangsarv, og så er det det?

Med venlig hilsen
S.R.

Kære S.R.

Jeg forstår, at I ikke har oprettet ægtepagt, og at du står som ejer af huset. I henhold til Ægtefælleloven vil jeres hus, som er familiens helårsbolig, indgå i formuedelingen ved separation eller skilsmisse, medmindre andet er aftalt. Ifølge § 5, stk. 1 deles ægtefællernes formuer lige ved separation eller skilsmisse, medmindre der er indgået en aftale om delingen på anden måde, hvilket ikke ses at gælde i jeres situation. Det betyder, at huset vil blive delt ligeligt mellem jer, hvis I bliver skilt. Det var jo netop derfor, I giftede jer.

Ved din død vil huset, som er delingsformue, blive delt mellem din kone og dine arvinger. Hvis der ikke er oprettet testamentet, vil din hustru som ægtefælle få halvdelen af jeres samlede nettoformue og arve halvdelen af den anden halvdel eller 75 procent til hustruen, mens børnene skal dele 25 procent. Det kan du vælge at ændre ved testamente, så børnene kun arver 1/16 til deling eller – hvis du kombinerer med en ægtepagt – 1/32 til deling.

Der er en række andre muligheder, men det kræver større kendskab til jeres økonomiske forhold, pensioner og ønsker om arvedelingen.

For at sikre, at jeres ønsker bliver opfyldt, anbefaler jeg jer at tage en snak med jeres advokat, der kan hjælpe med at udarbejde de nødvendige juridiske dokumenter.

Med venlig hilsen
Allan Ohms, advokat (H)
www.forumadvokater.dk

Send dine spørgsmål til dinepenge@berlingske.dk eller udfyld nedenstående formular:

Som om den almindelige argentiner ikke godt vidste det i forvejen. Det bliver hele tiden meget dyrere at få hverdagen til at hænge sammen.

Inflationen i Argentina nåede i april op på svimlende 289 procent.

Det betyder, at en indkøbstur, der for et år siden kostede 10.000 pesos, nu koster 38.900 pesos. Det er for tiden verdens højeste inflation.

Man skal helt tilbage til hyperinflationen i 1990 for at finde en højere inflation. Dengang steg priserne med 20.000 procent.

Seks ud af ti argentinere lever i fattigdom. Da Javier Milei blev indsat som præsident i december og begyndte en chokterapi af Argentinas økonomi, var det »kun« 44 procent.

I vurderingen af, om Mileis første fem måneder ved magten har været en succes, handler det i høj grad om,  hvilken politisk prisme man ser igennem.

Nu har argentinerne også fået et fysisk bevis på pengenes faldende værdi.

Centralbanken annoncerede i sidste uge, at man vil begynde at trykke en 10.000-pesoseddel som ny største seddel. Den har en officiel værdi af lidt over 11 dollar eller 78 kroner. På det sorte marked er værdien under ti dollar. Og det er slet ikke slut endnu. Senere på året kommer en 20.000-pesoseddel.

Da 1.000-pesosedlen blev introduceret i 2017 som største seddel var den 58 dollar værd på det sorte marked. Den er nu lidt under én dollar værd. Pesoen taber ikke kun massiv værdi på hjemmefronten, men har efterhånden næsten ingen international købekraft.

Efter en devaluering på over 50 procent efter Mileis tiltrædelse i december, lader centralbanken valutaen falde med to procent hver måned. Målet er på et tidspunkt at nå dertil, at pesoens officielle værdi indhenter prisen på det sorte marked, så en frisætning af valutaen ikke fører til et nyt kollaps i værdien.

Det går faktisk bedre

Når præsident Milei alligevel ser positivt på inflationstallene, er det fordi, at den månedlige stigning er aftaget. I december steg priserne på en enkelt måned med 26 procent. I april var det »nede« på ni procent, og det er første gang i seks måneder, at den månedlige stigning er under ti procent.

Inflationen vil fortsat være trecifret ved årets udgang, men faktisk er inflationen faldet meget mere, end analytikerne havde forventet.

Den optimistiske udlægning skyldes også, at der er fremskridt i de forandringer af det argentinske samfund, der skal føre til, at varerne holder op med at stige i pris. 

For en del af inflationen skyldes, at Milei har givet en lang række priser fri og dermed lader det være op til markedet at finde en ligevægt mellem udbud og efterspørgsel. Priskontrol og mangel på dollar betyder, at der har været mangel på en lang række basisvarer.

På den korte bane giver det højere priser. På den længere bane højere produktion.

Optimismen er ikke bare noget, som Milei selv finder på.

Den Internationale Valutafond (IMF) er som regel verdensmester i at finde hår i suppen, når de skal vurdere, hvordan lande opfylder opstillede mål. Men en helt usædvanlig lovprisning strømmer fra Washington til Buenos Aires. Ikke bare har Milei opfyldt målene til punkt og prikke, men »langt mere end det«.

IMFs delegationschef Luis Cubeddu takkede de argentinske myndigheder for »det stærke ejerskab af reformprogrammet og forpligtelsen til at retablere økonomisk stabilitet og skabe fundamentet for en mere holdbar og blomstrende økonomi drevet af den private sektor til gavn for alle argentinere«.

IMF roste også myndighederne for at have »markant forøget støtten til unge mødre og børn samt beskytte købekraften for pensionisterne«. Det sidste er det dog ikke alle, der er enige i.

Lovordene udløste en ny rate på 800 millioner dollar fra IMF, der fortsat lokker med et ny stor lånepakke, hvis Argentina holder sig på sporet. 

Overskud på statens finanser

Det er ikke kun et hurtigere fald i inflationen, der er en succes. Milei kan nu fremvise fire måneder i træk med overskud på statens finanser. Der har ikke været overskud i 16 år, siden eksploderende råvarepriser skabte et miniboom i eksportsektoren.

Det er ikke mindst dette forhold, der har fanget den internationale højrefløjs opmærksomhed.

Men selvom Milei fortjener ros, så er det med højrefløjens lovprisning som med venstrefløjens dæmonisering før valget. Det er alt for simpelt og ikke dækkende for, hvad der sker.

Overskuddet er fremkommet ved, at Milei har skåret i antallet af offentligt ansatte og fjernet en række støtteordninger. Det er langtidsholdbare tiltag – og der venter meget mere forude i forsøget på at rulle statens rolle tilbage fra økonomien.

Men en del skyldes også, at Milei har skåret i overførslerne til provinserne, har stoppet alle offentlige projekter med henvisning til, at den tidligere regering delte projekter ud til sine venner. Hvilket ikke er helt ved siden af i et land, hvor staten i årevis er blevet anvendt som malkeko. Og så er pensionerne ikke blevet hævet i samme takt som inflationen. Disse forhold er uholdbare og Milei har allerede måtte love, at pensionerne skal reguleres oftere.

Rigtig meget afhænger lige nu af en megapakke med 230 forslag, der snegler sig gennem parlamentet. Liberaliseringer, privatiseringer og en omdannelse af staten er hovedoverskrifter.

Mileis første forsøg med en gigapakke med over 600 forslag faldt med et brag i parlamentet, men den nye pakke er faktisk vedtaget af underhuset. Nu venter Senatet, hvor Milei kun har syv af 72 pladser. Opbakning af provinsguvernører er en forudsætning for vedtagelse. Derfor kommer pengestrømmen ud af Buenos Aires til at begynde igen.

Udover en masse klassiske liberale prioriteter ønsker Milei blandt andet at genindføre en indkomstskat for at blive mindre afhængig af eksportskatter og dermed udsving i råvarepriserne. Milei har haft som mål, at megapakken skal vedtages inden 25. maj, men tidsplanen er røget, og vedtagelse hænger fortsat i en tynd tråd.

Milei kommer fortsat med store bombastiske udtalelser, men hans regering har vist sig mere manøvredygtig end stivnakket i den parlamentariske proces. Filosofien er »hellere 80 procent af noget end 100 procent af ingenting«.

Centralbanken i fokus

Men faktisk handler det meste af reformpolitikken lige nu om centralbanken, som Milei under valgkampen lovede at brænde ned. Centralbanken spillede under de tidligere peronistiske magthavere en afgørende rolle i finansieringen af de store underskud ved at lade seddelpressen rulle.

Det gav, ud over en galopperende inflation, en lang række uhensigtsmæssigheder i det finansielle system, og det er dem, som man nu forsøger at rydde op i.

Det er derfor, at den officielle rente lidt kontraintuitivt er sat ned fra 133 procent til 40 procent, selvom inflationen er steget. Det betyder, at realrenten nu er dybt negativ. Det ansporer bankerne til at låne ud igen – og dermed sætte gang i økonomien. 

Ifølge Buenos Aires Times er der kommet gang i boligudlånet til en grundrente, der ikke er meget højere end herhjemme, men med et variabelt ben oveni, der afspejler inflationen. Falder inflationen, falder renten.

Men det betyder også, at opsparerne lige nu betaler prisen for den økonomiske omstilling.

Valutareserven er vokset fra nul og ingenting, og når centralbankens balance er trimmet tilstrækkeligt, kan man fjerne valutarestriktioner og myriaden af forskellige officielle vekselkurser afhængigt af formål og lade pesoen flyde frit.

Måske. Det er et kæmpe underliggende behov for dollar i det argentinske samfund, og derfor skal der være nogle, der har lyst til at sende penge den anden vej for at undgå en fornyet dødsspiral for valutaen.

Derfor har Milei også introduceret planer om at begunstige store udenlandske investorer. Det er kontroversielt, fordi argentinerne er notorisk fjendtligt indstillet overfor den internationale storkapital. Derfor er de tidligere hårde toner overfor Kina også blevet kraftigt dæmpet. Milei har ganske enkelt ikke råd til at sende den største investor på porten.

En fri peso skal også stimulere yderligere landbrugsproduktion og eksport og dermed flere penge i både statskassen og valutakassen. Argentina har udover landbrug enorme mineralforekomster og nogle af verdens største reserver af skiferolie- og naturgas. Men udvinding kræver store investeringer og dermed penge, som Argentina ikke har selv.

Ingen håndfaste konklusioner

Der er således ikke en entydig konklusion på, hvorvidt Mileis program indtil videre har været en succes. Overskud på de offentlige finanser og et større fald i de månedlige prisstigninger er vigtige politiske signaler til en udmattet befolkning. Men skuden skal snart vendes, så argentinerne kan mærke, at krisen ikke varer evigt.

Det er heller ikke nødvendigvis til Mileis fordel, at hans reformprogram i den grad bliver politiseret internationalt. At Fox News og Elon Musk bliver dine største fans. Argentina har også brug for de investorer, der ikke ønsker at blive fanget i endnu en kulturkrig.

Men det er samtidig vigtigt at huske, hvorfor Milei overhovedet blev valgt. Argentina var holdt op med at fungere som en økonomi efter to årtier, hvor peronisterne havde kørt det hele i sænk.

Statens andel af økonomien voksede på tyve år fra 23 til 38 procent. Argentina var blevet et land, hvor særinteresser har stukket snablen langt ned i statskassen. Hvor kroniske underskud i den offentlige sektor er blevet finansieret ved en seddelpresse på overarbejde. Og hvor priserne derfor steg i stadig hurtigere tempo. Når penge holder op med at have værdi, holder økonomien op med at fungere.

Derfor er det en stabilisering af de offentlige finanser og en frisættelse af pesoen, der er de to vigtigste parametre. Og de to går hånd i hånd. Det er også læren fra stabiliseringsforsøget i 1990erne, hvor pesoen blev låst til dollaren i forholdet 1:1, men hvor der ikke for alvor kom et fast greb om de offentlige finanser.

Hvordan udrydder man fattigdom?

Så er der fattigdomstallene. Mens det er nemt at sige, at der er en sort udvikling, så vil præsident Milei også vende dem på hovedet.

Milei har hele tiden været klar i mælet om, at det er umuligt at lave store og fundamentale forandringer af samfundet, uden der kommer en (kort) periode med økonomisk dårligdom.

Men Mileis pointe er, at selv en fattigdomsrate på 44 procent, som før han kom til magten, er uacceptabel høj. Hundredtusinder af argentinere er i de forgangne år faldet ud af middelklassen, mens afhængigheden af staten er vokset.

Fattigdommen kan kun varigt nedbringes ved at skabe økonomisk vækst drevet af den private sektor og ikke som hidtil ved at dele flere penge ud og så trykke pesos for at finansiere festen.

Indtil videre har Milei fortsat opbakning fra størstedelen af befolkningen, mens fagforeningerne og den venstrepopulistiske opposition gør alt, hvad de kan for at sabotere præsidentens planer. Både i parlamentet og på gaden. Store strejker og protester er en del af hverdagen. Det er som forventet.

De kommende uger bliver afgørende for, om Milei får de ønskede værktøjer til for alvor at tage fat på en genrejsning af det dysfunktionelle argentinske samfund. Ingen har sagt, at rejsen op fra afgrunden ville blive nem.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør